image
image

Konfirmandundervisning i Mørkhøj

Mørkhøj modellen

Konfirmationsundervisningen i Mørkhøj Pastorat har en struktur med almindelig undervisning i løbet af ugen og 4 lørdage.
Der undervises i 4 weekender; 2 lørdage i efteråret og 2 lørdage i foråret.
Weekenderne består af undervisning lørdag fra kl. 9.00-15.00. Desuden er der imellem de 4 weekender ca. 10 dobbelttimer, tirsdage og torsdage, fra 14.00-16.00, fordelt over skoleåret fra ultimo august til primo maj.
Der er 100% mødepligt til al undervisning.
Undervisningen varetages af kirkens to præster Ib Ehlers Jørgensen og Birgitte Thyssen.

Målet er en mere sammenhængende undervisning, som bryder klassesituationen og giver rum og tid for temaundervisning, projektarbejde, varierede arbejdsformer samt socialt samvær mellem præsterne og konfirmanderne.

Konfirmanderne får en bibel som gave fra kirken. Det forventes, at familierne selv køber en salmebog, som konfirmanderne medbringer ved første undervisningsdag.

Principper for forberedelsen

Disse principper for konfirmationsforberedelsen bliver udleveret til hver konfirmand:
Hovedsagen i konfirmationsforberedelsen er undervisning i og samtale om, hvad kristendom er for noget. Overskriften over undervisning og samvær er DIALOG (samtale mellem de to parter: præster og konfirmander) og GENSIDIG RESPEKT. - Vi skal have det rart med hinanden og få så meget som muligt ud af den tid, vi er sammen.

Det betyder:

· Man møder præcist og overholder tidspunkterne. Der er mødepligt til al undervisning. Er man forhindret, melder man afbud til en af præsterne eller kirkens kontor.

· Uro og små-snakken er uønsket.
Vi lader hinanden komme til orde og lytter til hinanden og lader være med at afbryde, når en anden siger noget. Man respekterer andres mening.
Når man vil sige noget, markerer man. Man lader være med at små-snakke.

· Man deltager aktivt i undervisningen. Har man en off dag, hvor man keder sig, forstyrrer man ikke de andre.

· Det er frivilligt at gå til konfirmationsforberedelse.

· Deltagelse i gudstjeneste er en del af undervisningen, minimum 10 gange i forløbet - også andre steder end Mørkhøj kirke er selvfølgelig i orden. At blive fortrolig med gudstjenesten kræver opmærksom deltagelse og hensyntagen til den øvrige menighed.

· Forældresamarbejde. Ud over konfirmander og præster er forældrene en vigtig del af undervisningen. Vi forventer, at forældre støtter både undervisning og gudstjenestedeltagelse. Det er et samarbejde, der bygger på gensidig støtte og orientering efter behov.

Opdateret  27-03-2012 /  af  admin