Udgivet tir d. 18. aug 2015, kl. 07:22

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Luk 16,1-9


Selv om jeg efterhånden har hørt denne fortælling adskillige gange, så bliver jeg forvirret, når jeg lige hører den. Altså – der er en, der har brugt penge der ikke var hans, det er heller ikke et ukendt fænomen i dag – han får stillet en fyring i udsigt (heller ikke ukendt) – han bruger endnu flere penge der ikke er hans (heller ikke ukendt) – øh ja, og det er så her forvirringen kommer – han bliver rost for sin klogskab! Umiddelbart en anstødssted for vores retfærdighedssans.

I dagens tekst må vi holde os for øje, at Jesus ikke roser forvalteren for hans bedrageri. Han roser ham for hans snarrådighed, hans snuhed. Jesus roser ham, fordi han er realistisk og smart. Han forstår situationens alvor og tager konsekvenserne. Moralsk er han altså ikke umiddelbart et forbillede, men hans snarrådighed er forbilledlig. Stillet over for afsløringen – og måske fatter han først i det øjeblik, hvad han har gjort og konsekvenserne af det - griber han resolut til de midler, han kender for at skaffe sig venner inden det bliver åbenlyst for alle, at han er på vej nedad i en stejl kurve. Egentlig siger den, at penge er ligegyldige – brug dem hvis de tjener dit formål. Selvom du – selvforskyldt har dårlige kort på hånden, så er du faktisk ikke dømt ude. Forstået på den måde er det en lignelse om, at man skal bruge de muligheder man har, mens man kan. Vi ved, at vi ikke skal leve evigt her på jorden, og det må vi tage alvorligt. Det er uklogt af os at indrette sig her, som om livet aldrig fik ende. Vi skal altså leve livet her med evigheden for øje. Ikke bare som noget, der kommer engang, men noget vi ser i glimt her. Den uærlige forvalter fik problemer, fordi han glemte, at han kun var forvalter, og at ”går den så går den” ikke går i evighedens perspektiv. Hans egen magt havde nok gjort ham lidt svimmel, som vi sang lige før. På den måde bliver han et eksempel til advarsel for os. Vi må ikke glemme – og det gør vi nemt både som enkeltpersoner og som samfund – at vi kun er forvaltere, som har fået livet med alle dets goder og muligheder betroet. Vi har for så vidt fået en bunden opgave, der begyndte allerede ved skabelsen. Vi skal tage vare på skaberværket; naturen, dyrene og menneskene i det. Men vi er ikke dets herskere. Vi er forvalterne.
Jesus siger nærmest direkte, at vi skal skaffe os venner ved hjælp af vores penge, hvis det er nødvendigt.  Måske ikke rigtige venner, hvis vi skal tro den gamle sang af Jodle Birge. Men med gavmildhed kommer man nu alligevel langt. Og når vi giver væk af vores ejendom, så aflægger vi dermed et stærkt vidnesbyrd om vores himmelske Fars barmhjertighed og store godhed. Her er ikke meget snak om ret og rimeligt eller lov og regler. Og der er sult, nød og katastrofer nok, som vi kan give vores penge til. Ensomhed er udbredt blandt yngre som ældre, og der er også nogen, som vi kan være ødsel med vores tid overfor. Livets Gud har vores hænder – det er, hvor ufatteligt, ubegribeligt og nogle gange ubelejligt, det måtte væres os han sender.
Og nej, det er ikke dig eller mig, der skal løse alle verdens problemer. Ingen kan være noget for alle, men alle kan være noget for nogen. Enhver af os kan afspejle Guds godhed og være Guds hænder på jorden. I Ords. Bog, som vi hørte i begyndelsen, er der en række snusfornuftige livsregler: ” Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det. Sig ikke til din næste: Gå, og kom igen i morgen, så vil jeg give dig det” Og et par vers inden det: ”Du skal ære Herren med din rigdom”
Vi lever i et samfund, der accepterer høje lønninger for få samtidig med, at det siges, at mindstelønnen er for høj for vores konkurrenceevne. Og i diskussionen om omfordeling forlyder det, at de fattigste skal have mindre. Men det er skam kærligt ment. Det er for at øge deres incitament til at arbejde, som det hedder.
Så når de ord lyder til os i dag sammen med evangelieteksten om at bruge, hvad vi har (adgang til) til gavn for andre, synes jeg det spørgsmål, der klinger med til os i dag er: hvordan er balancen mellem gavmildhed og sund egenomsorg i dit liv, når man ser på ressourcer som tid og penge? Hvordan er balancen mellem sund egenomsorg og sparsommelighed?
Jeg har som sikkert mange af jer med stor sorg, afmagt og frustration fulgt debatten om flygtningene i middelhavet, hvor den ene efter den anden båd kæntrer og børn i alle aldre, mænd, kvinder unge som ældre lider druknedøden fra overfyldte gummibåde i forsøget på at nå en tilværelse med større sikkerhed, politisk såvel som økonomisk. Igen og igen har vi hørt, at ”Europa kan ikke løse Afrikas problemer” eller ” Danmark kan jo ikke tage alle de flygtningen, der kommer” Som om det var Danmark, der tager de fleste – eller havde udsigt til at skulle tage de fleste.
Hvordan er det vi som samfund undgår at holde et gode tilbage fra den som har brug for det, når det står i vores magt at yde det? Hvordan ærer vi Gud med vores rigdom? Dagens tekst presser til det yderste ordsproget fra Ordsp Bog: Hvis man har adgang til midler, der kan gavne – så del. Hvordan kan det se ud i vores liv og samfund? Der kommer ikke en facitliste her fra prædikenstolen, men jeg tror det er vigtige spørgsmål for os at blive ved at forsøge at finde tidssvarende svar på. For det er i den søgen, at vi får glimt af de evige boliger på uventede steder – ja måske endda får stødt vores retfærdighedssans lidt på manchetterne.
Den lignelse vi har hørt i dag, går under titlen den uærlige godsforvalter. Men det er faktisk ikke Jesu væsentlige pointe med lignelsen. Pointen er ikke hans uærlighed, men hans klogskab og snarrådighed. Derfor er han ikke kun et dårligt forbillede for os, men også et godt forbillede for os. Af ham kan vi lære hvordan vi skal forholde os til vore værdier. Vi skal give dem væk. Vi skal være ødsle. Vi skal bruge det der alligevel ikke er vores, til at lette tilværelsen for andre mennesker. Alt er vi blevet givet – vi har ikke fået det til eje, men til at forvalte til glæde for andre og til ære for Gud. Når vi er gode forvaltere, afspejler vi Guds godhed og barmhjertighed. Så gør vi det, vi er. Skabte i Guds billede, i Guds godhed, gavmildhed og retfærdighed og sådan møder Gud os i andre, og sådan møder andre Gud i os.
 

Kategorier Uddrag af prædiken